Undertegnede har altid været glad for vinene fra Jura - ikke mindst de sherryagtige vine lavet med flor ('sous voile' på fransk). Det giver en helt unik karakter med præg af umodne valnødder og karry i duften og en intens, tør smag. I modsætning til sherry tilsætter man ikke spiritus i processen, så der er tale om 'almindelig' vin.
Man laver dog også almindelige hvidvine - både på Chardonnay og den lokale Savagnin-druesort. Også på rødvinsfronten findes en række interessante vine. Ud over Pinot Noir finder man i Jura to lokale druesorter - Poulsard og Trousseau. Poulsard er en tyndskindet druesort, der giver meget lyse vine. Den er derfor velegnet til rosé. Trousseau giver mere mørke vine - men stadig i den lettere genre. For begge druesorter gælder, at de giver relativt lette vine med en lidt krydret aroma.