Barbera er nok Piemontes næst mest interessante druesort - efter nebbiolo. 
Stilmæssigt kunne de dog næsten ikke være længere fra hinanden: Hvor nebbiolo er garvesyrerig og udfordrende er barbera frisk med moderat garvesyre.
Der er ingen tvivl om, at barbera har lidt under at spille andenviolin i forhold til nebbiolo. Det er således også først omkring firserne, at nogle få producenter begynder at tage druesorten seriøst.
Det betød bl.a. lagring i franske barrique, hvilket uden tvivl tilførte druesorten noget.
Samtidig er mange barbera-vine dog også i dag overgjorte og -ekstraherede med voldsom smag og en ikke nødvendigvis særligt charmerende duft af hængt kød.
Når barbera er god kan den imidlertid have en nærmest burgundisk elegance og raffinement, og der er ingen tvivl om, at de bedste eksemplarer er store vine i deres egen ret - og ikke behøver at skamme sig over for nebbiolo.
Modsat nebbiolo, hvis holdbarhed ofte undervurderes, kan barbera holde længere, end mange tror. Som udgangspunkt kan barbera-vine typisk holde ligeså længe som nebbiolo-vine (d.v.s. typisk 4-12 år).