Deutzerhof er en af de mest anerkendte vingårde i Ahr-dalen og var blandt de første, der brød med traditionerne i området med halvsøde og halvtørre vine.
I stedet valgte Deutzerhof at fokusere på tørre vine af høj kvalitet for at skabe vine af international klasse. Deutzerhof var pioner i Tyskland med at lagre vine på barrique, hvilket har givet dem en unik ekspertise i at balancere træets indflydelse.
Ahr er kendt for sine rødvine – en overraskelse, når man tænker på områdets nordlige beliggenhed -, og en lang række af Tysklands bedste rødvine stammer fra den lille vinregion. Den fortrinsvis skiferholdige jordbund giver pinot noir-vine, som er ulig pinot noir-vine fra resten af verden.
Efter en periode med udfordringer er Deutzerhof i dag tilbage i toppen af Ahrs og Tysklands rødvinshierarki. Deres vine kombinerer elegance og overdådighed på en måde, som for os er unik blandt tyske (og ikke kun tyske) rødvine.
Vinene på de underkendte druesorter Frühburgunder, Dornfelder og Portugieser hører til blandt de bedste eksempler på vine fra disse druesorter - og vil være en øjenåbner for mange vinentusiaster.
Deutzerhofs vigtigste vinmarker:
Altenahrer Eck: En stejl mark med tyndt toplag, hvor skiferen ligger tæt på overfladen. Dette giver elegante og æteriske vine.
Mayschosser Mönchberg: En sydvendt, amfiteater-lignende mark med skifer, grauwacke og ler. Her produceres fyldigere vine.
Neuenahrer Kirchtürmchen: En flad mark med en stor andel ler i jordbunden, der giver Deutzerhofs kraftigste vine.
Heimersheimer Landskrone: En stejl mark tæt på Rhinen, hvor skifer blandes med løss, ler, grauwacke og vulkansk basalt.