Domaine de la Bergerie ejes og drives af Yves Guégniard sammen med hans kone, Marie-Annick, og datteren Anne, som så småt er ved at overtage driften.
Vingården er beliggende i Champ sur Layon inden for Appellation Coteaux du Layon.
De har desuden markbesiddelser i Quart de Chaume og fra 2002 også nord for Loire i Appellation Savennières, hvilket har styrket deres profil inden for de tørre hvidvine.
De mestrer alle genrer – både de tørre, halvsøde og søde hvidvine samt rød-, rosévine og bobler.
Deres tilgang til vinfremstillingen er pragmatisk – der bruges både ståltanke, nye og gamle fade, og vinene kan alt afhængig af årgang gennemgå malolaktisk gæring eller ej. De går imidlertid ikke på kompromis med kvaliteten – og der grønhøstes for at sikre lavt høstudbytte og alle marker gennemgås flere gange.
Stilistisk går de i retning af det relativt tilgængelige med en "bred" smag, hvor en del gærkontakt giver vine med stor mundfylde.
Der er vine, der snarere er sensuelle end intellektuelle - uden at de mister noget i kompleksitet og dybde.
Vingården er fra årgang 2016 økologisk certificeret.