I år 2000 fandt brødrene Jacques og François Lurton efter lang tids søgen de perfekte vinmarker i Colchagua-dalen nær byen Lolol. De anerkendte straks områdets potentiale og blev de pionerer inden for vindyrkning i dette hidtil uopdyrkede vinområde.
Colchagua-dalen, der ligger i den centrale del af Chile, er i dag kendt som en af de mest prestigefyldte vinregioner i landet. Dette skyldes i høj grad Hacienda Araucanos indsats for at fremme kvalitet og innovation. Området har da også opnået sin egen appellation.
Som mange andre steder i Chile drager Hacienda Araucano fordel af den unikke kombination af nærheden til Stillehavet og Andesbjergene. Den kølige havbrise modererer klimaet og sikrer langsom modning af druerne, mens Andesbjergene beskytter mod ekstremt vejr og giver mineralrig jordbund. Disse naturlige forhold skaber nærmest perfekte betingelser for vindyrkning og giver vine med en sjælden balance mellem frugtighed, kompleksitet og elegance.
På Hacienda Araucano dyrker man en bred vifte af klassiske druesorter - herunder Cabernet Sauvignon, Syrah, Chardonnay og Sauvignon Blanc -, men det er Carmenère, Chiles uofficielle "nationaldruesort", der virkelig skiller sig ud. Carmenère, der oprindeligt stammer fra Bordeaux, har fundet sit perfekte hjem i Chiles klima og jordbund.
Hacienda Araucano er ikke kun kendt for sine fremragende vine, men også for sit engagement i bæredygtig vindyrkning. Vingården er økologisk certificeret og bruger miljøvenlige metoder i vinmarkerne. Dette inkluderer brug af naturlig gødning, minimering af kemikalier og respekt for den lokale biodiversitet.
Vi indrømmer gerne, at vi nok selv har haft visse fordomme omkring chilensk vin - disse er så absolut blevet gjort til skamme af vinene fra Hacienda Araucano.