Nebbiolo er - sammen med Sangiovese - Italiens vigtigste blå druesort. Den er primært kendt fra Piemonte - hvor den har gjort områder som Barolo og Barbaresco verdensberømte -, men findes også f.eks. i Lombardiet, hvor den plantes i Valtellinadalen (her kaldet Chiavennesca).
Er Nebbiolo vinificeret traditionelt, giver den relativt lyse vine, der dufter af tobak, læder og tørrede roser.
Den besidder en markant garvesyre, men kan ellers med en vis ret betegnes som Italiens Pinot Noir.
Moderne vinifikationsteknikker, som er krøbet ind siden slutningen af firserne, giver mørkere og blødere Nebbiolo-vine.
Det førte gennem meget af halvfemserne til en kamp mellem traditionalister og modernister om, hvad der var den "korrekte" Nebbiolo - ikke mindst i Barolo.
I dag synes denne skyttegravskrig i nogen grad forstummet.
Druesortens holdbarhed bliver ofte overvurderet: De fleste nebbiolovine - inklusiv Barolo og Barbaresco - skal drikkes inden for de første 4-12 år, omend der selvfølgelig er vine, som kan holde længere. Og ja, man kan få Barolo fra 1960'erne, som stadig kan drikkes - men denne smager har aldrig oplevet nebbiolo-vine med denne alder, som ikke ville have smagt bedre 20-30 år yngre. 
Nebbiolo bruges primært til rødvin, men både mousserende, rosévin og vermouth-agtige udgaver findes - omend de mest må regnes for kuriositeter.