Hvor Syrah dominerer i nord, er det her Grenache-druesorten, der spiller førsteviolin i rødvinene - omend den ikke er helt så dominerende, som Syrah er det i nord.
Druesorter som Syrah, Mourvèdre, Cinsault m.fl. gør også deres - og i Sydrhônes vigtigste område, Châteauneuf-du-Pape, må man bruge helt op til tretten forskellige druesorter.
Vinene er da også ganske anderledes i stil end vinene fra Nordrhône. Generelt kan man sige, at de er lidt mere rustikke i deres udtryk - og ofte kraftigere og med mere alkohol. Der er dog en stor spændvidde i stilarterne grundet vinifikation m.m.
Basalt set kan man dele vinene fra Sydrhône i tre stilarter: 1) De gammeldags og rustikke, som ofte har en god holdbarhed, 2) De elegante og næsten burgundiske og 3) De frugtdominerede og kraftige.
Vi holder af de to første stilarter, men bryder os ikke meget om de frugtdominerede og pumpede, som man ser mere og mere i dag. Derfor finder man heller ingen vine af denne type i vores portefølje.