Grøn peberfrugt er en duft- og smagsnote, man ofte vil finde i de to cabernet'er: Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon.
Onde tunger vil vide, at det er en note, som findes i vine, som mangler modenhed - og det er da også rigtigt, at den er blevet sjældnere i f.eks. rød bordeaux, end den var for 30-40 år siden.
Men hvad vil det egentlig sige, at en vin mangler modenhed? Ofte bliver det fremstillet som en form for videnskabelig uafviselig sandhed, men i sidste ende kommer det jo an på, om man er til denne type duft- og smagsnote, eller man foretrækker nuancer, som går mere i retning af frugt og bær (i bordeaux f.eks. solbær).
Vi indrømmer gerne at have en forkærlighed for duften af grøn peberfrugt - og finder den da også mere interessant i sammenhæng med mad end de mere bær- og frugtprægede nuancer.
Derfor kan vi også have en forkærlighed for køligere årgange i Bordeaux (som f.eks. 2014), der blandt mange (ahem... amerikanske) kritikere typisk ikke scorer så højt.
Også i Loire - hvis rødvine på Cabernet Franc om nogen kunne byde på disse duftnuancer - er det blevet et sjældnere syn.
Man kan dog stadig finde dem i nogle af de mere ambitiøse vine fra traditionalistiske producenter.
Helt generelt er det dog en nuance, som man i dag som oftest finder i (efter)smagen, og ikke som tidligere som en tydelig duftnuance.
Det er dog også en nuance, som i nogen grad bliver tydligere med alder.
Det er sjældnere at støde på grøn peberfrugt i hvide vine, men vi er dog stødt på dem i (måske meget sigende) Sauvignon Blanc - ikke mindst fra New Zealand og Østrig.

