Arnaud de Villeneuve er en lidt anden størrelse, end vi normalt arbejder med.
Der er tale om et kooperativ med mere end 300 vinbønder og mere end 2000 hektar vinmarker i Roussillon.
De laver alle vintyper, men er særligt specialiserede i Vin Doux Naturel (læs: Hedvin) fra Rivesaltes - og de har et imponerende bagkatalog af Rivesaltes Ambré tilbage til 1930erne.
Arnaud de Villeneuve (eller Arnau de Vilanova) var en videnskabsmand og filosof fra Spanien som levede fra 1240-1310.
Han krediteres for at bringe destillationsteknikken til Europa - og i særlig grad for opfindelsen af "Mutage", altså dette at tilsætte spiritus til vin for at øge vinens holdbar- og robusthed.
Der er en tendens blandt mange vinnørder til at rynke lidt på næsen af kooperativer - selvom idéen om at gå sammen i et fællesskab vel næppe kan kaldes moralsk anløben.
For mange - ikke mindst i starten af det tyvende århundrede (hvor Arnaud de Villeneuve-kooperativet bliver grundlagt) - var det simpelthen en nødvendighed for at overleve.
Produktionen af Vin Doux Naturel kræver da også både volumen og kapital - det er de færreste små familiedrevne vingårde, som har kapicitet eller råd til at lagre deres vine i 10-20 år eller mere.
At priserne så er yderst rimelige for denne type produkter, gør ikke det hele ringere.
I øvrigt laver de også en række prisvenlige "almindelige" vine.