Det var lidt en tilfældighed, at vi stødte på champagnerne fra Fabien Bergeronneau. Vi havde egentlig kontakt til en anden champagneproducent, men da vi skulle have prøver fra ham, sendte han også champagner med fra sin ven Fabien.
Det gik hverken værre eller bedre end, at vi faktisk foretrak Fabiens champagner. Og da priserne så også - specielt efter lidt forhandling - var yderst attraktive (området taget i betragtning forstås!), var vi selvfølgelig solgt - og champagnerne købt.
Fabien er i gang med at overtage forældrenes vingård - og i en proces, som synes meget almindelig i Champagne, har man bibevaret nogle af forældrenes vine, mens Fabien langsomt introducerer sine egne tanker og idéer i en separat linje.
Derfor et udvalget da også stadig en smule begrænset - men 3 hektar sætter selvfølgelig også nogle naturlige grænser for, hvor mange forskellige vine, man kan have!
Første vin helt og holdent fra Fabiens hånd var en stille hvidvin (Coteaux Champenois), som kan give mindelser til Puligny-Montrachet, men først og fremmest er helt sin egen. Senere kom så også egentlig champagne til.
Fra starten besluttede Fabien, at man skulle sigte mod økologisk certificering - i første omgang HVE, men med årgang 2020 gik man i gang med processen med egentlig økologisk certificering.
De fleste marker ligger i Premier Cru-kommunen Ville-Dommange, hvor de også har deres vingård. Derudover har de også lidt marker i Trigny lidt nord for.
Champagnerne fra Fabien er generelt kendetegnet ved en utroligt cremet struktur og stor dybde, som er sjælden for champagne i dette prisleje. Samtidig er de også ganske elegante.

Land Frankrig
