Riesling er - sammen med Chardonnay og Chenin Blanc - den vigtigste hvide druesort, når det drejer sig om kvalitet.
Den dyrkes over det meste af verden, men Tyskland er dens hjemsted og der, hvor man opnår de største resultater - selvom også Østrig og Alsace høster anerkendelse for deres rieslingvine.
Riesling når sine største højder som halvsød eller sød vin, men ses mere og mere i tørre udgaver.
Ved for megen varme og/eller for lave høstudbytter har den en tendens til at give overalkoholske vine i de tørre udgaver. Heldigvis går trenden imod at lave vine med mindre alkohol.
Når Riesling er bedst, besidder den en fantastisk og uefterlignelig syre, som ingen andre druesorter kan opbyde.
Den traditionelle tyske Riesling handler typisk om spillet mellem syre og frugt/sødme. I de seneste år ser man imidlertid flere og flere producenter, der også udforsker det salte og bitre.
Det er den perfekte terrassevin, men som madvin er den ikke så fantastisk og alsidig, som mange vil gøre den til. Der er druesorter som Silvaner og Pinot Blanc mere alsidige.
I kraft af Rieslingdruesortens specifikke, aromatiske profil kan det være nødvendigt at tænke i specifikke retter, når man skal parre den til mad.
De søde Rieslingvine fremhæves ofte til asiatisk mad med sur-søde - og gerne stærke - elementer.
For de tørre Rieslingvines vedkommende skal man selvfølgelig tænke i andre baner. Petroleumtonen i mere modne Rieslingvine går godt sammen med mayonnaise, så hvis man kan liste det ind i retten, er man ofte på rette spor.
Riesling popularitet ses også af, at en række druesorter, der intet har med 'den ægte' riesling at gøre, låner den navn. Det gælder bl.a. Welschriesling og Schwarzriesling.