Man kan til tider høre folk sige, at de ikke kan lide fransk vin. Men hvad er fransk vin? - og findes der nogle særlige kendetegn for netop fransk vin? Ja og nej vil jeg hævde. For fransk vin har, som det blev skrevet i indledningen, en utrolig mangfoldighed.
Fra de liflige og mineralske hvidvine i Alsace og Loire over de elegante rødvine i Bourgogne til de kraftige, til tider voldsomme rødvine fra Rhône og Languedoc. Så i en eller anden grad siger vores billede af, hvad fransk vin er måske mere om os selv end om noget andet.
Jeg vil dog alligevel vove pelsen og sige, at hvis jeg skal pege på et særligt karakteristika for fransk vin, er det det artisanale, det håndværksmæssige. Fransk vin er sjældent poleret og virker sjældent industriel.