Land TysklandLigeså sympatisk han er 'in real life', ligeså kompromisløs er han, når det kommer til vinfremstillingen.
Han startede sin vinkarriere i begyndelsen af halvfemserne og havde ingen tidligere erfaring med vinbrug.
Det er han dog i den grad kommet efter - og er i dag en af de mest respekterede vinmagere i hele Mosel (hvad man bl.a. kan se af, at han blev headhuntet til at være vinmager på den berømte vingård Von Othegraven i Saar).
De fleste af Lubentiushofs vinstokke står på marken Gondorfer Gäns - umiddelbart over for vingården.
Det er en mark, der historisk blev regnet for én af de allerbedste marker i Terrassenmosel, men som var gået lidt i glemmebogen. Det har Andreas fået gjort noget ved - og Lubentiushof er i dag næsten eneejer af vinmarken.
I kælderen er Andreas kendt for ikke-indblanding og ikke mindst brugen af spontangæring, som man har benyttet, lang tid før den slags blev à la mode.
Han er i tysk presse kendt som "Mr. Spontan" - og har da også en utroligt sikker hånd, når det kommer til at bruge spontangæring på en måde, der gavner vinen.
Vinene får generelt lov at gære ud (og evt. også gennemgå malolaktisk gæring), og de får først svovl, når gæringen er stoppet af sig selv (og de søde vine køles ned snarere end svovles for at stoppe gæringen).
De lagrer alle i rustfri ståltanke - med undtagelse af Gäns S (som p.t. kun er lavet i årgang 2015), der har fået lov at gære og lagre på fad.
Stort set alle vine er i det tørre spektrum (de feinherbe vine ligger typisk blot et par gram over grænsen for tør vin), men der laves også en smule halvsød og sød vin i visse årgange.
"De tørrre rieslinge fra Gäns er for mig de bedste tørre rieslinge i hele Mosel", Nikolas Rechenberg, FalstaffHos von Othegraven laver Andreas Barth nogle af verdens største søde vine, så at han også mestrer genren på hans egen vingård bør ikke undre.
Kompromisløshed er som sagt nøgleordet her på adressen, og Andreas er ikke bange for at lade sine vine gære enddog i særdeles lang tid (årgang 2019 tog 1½ år...).
De seneste årgange har han først frigivet 2-4 år efter høsten (tidligst for de søde vine).
De er vine med uhyre mængder af tørstof og mineralitet - godt hjulpet på vej af de tussegamle vinstokke (nogle over hundrede år gamle og upodede), som på nogle måder opfører sig mere som rødvin end som hvidvin.
Jeg er da også personligt begyndt at servere dem ved samme temperatur, som jeg serverer mange rødvine (13-15 grader).
Deres holdbarhed er indiskutabel - og selv basisvinene holder snildt ti år eller mere.
Vi har basalt set ingen bud på holdbarheden for topvinene - vi ville ikke blive forbavsede, hvis det holdt 30-40 år.
